2005 Julestue hos Peter

De var der alle sammen den 3. december 2005. Tove, Frantz, Jens, Henri, Bjarne, Boje, Helge, Bo, Ellen osv. Juleklædte sad vi dér ved veldækkede borde under ledelse af skytten Peter med efternavnet Liep. Han kikkede ned på os fra sit maleri på endevæggen.
Og alle var vi på fornavn. Formanden havde, før han med et glas juleglögg havde budt velkommen til damerne, dekoreret os med små badges med fornavn og en julesnemand. Så kunne vi se, hvem der hed hvad.

Vi er til muntert jule-træf, og klapper vore hænder.
Og så blev der snakket. Formand Frantz måtte flere gange tysse på os for at få ørenlyd. Ved et af bordene blev der fortalt om spændende rejser langt ind i det store, kolde Rusland, om 4 Mand Høj der skal synge til marts, om en jagt på objektiver på internettet, om den dygtige og fremoverbøjede Martin med det røde hår i Deadline, om mødet med et bus fuld af medlemmer på en tilfældig, enorm stor rasteplads et sted uden for Berlin, om sundhedsvæsenet i Danmark og som det burde være og ...
Slut på dette sang-halløj, nu skal nogen ha’ en smøg.
Det var Peters Hus, der lagde rammer til. Peter, vi er jo på fornavn, drev selv traktørstedet i 8 år indtil sin død i 1888. Oprindeligt hed det Kildehuset. Huset brændte i 1915, men blev genopført 2 år efter, efter tegninger af arkitekt Johannes. Han var en dygtig arkitekt og har også tegnet mange af de andre små pæne huse, vi møder ude i skoven. Et portræt af ham hænger til højre for indgangen. Her kan man også se portrætter af nogle af Dyrehavens berømte malere gennem tiderne. Peter, Christian, Jens, Jeppe, Ib og mange flere.
Rundt på bordet er der mad, hvem kan ikke være glad.
Efter den ene lækre ret blev serveret og nydt, blev den næste båret ind af det elskværdige personale, der var i sort og hvidt. Der blev spist, og der blev snakket. Og Peter så på, og som den eneste sagde han ikke noget. Heller ikke da ris à l’amande’n kom på bordet. Formand Frantz garanterede, at der var en mandel i en af portionerne og tilmed en fin mandelgave. Vi spiste og snakkede. Alle havde spist op undtagen Bitch, som endnu ikke havde lært at snakke med mad i munden. Ingen havde fundet mandlen. Den måtte derfor være i Bitch’s portion.
Her skal ingen kede sig, tiden den er snart til leg.
Bitch blev færdig med at spise og næsten med at snakke. Men mandlen dukkede ikke frem. Så skulle der trækkes lod om gevinsten. Bo vandt. Han var så heldig at vinde en karaffel beregnet til vin eller måske til vand. Den var udført af glas og udformet som en gås med næb og gumpe i sølv. Tiden var inde til "Sit med Hangen". Formand Frantz havde på sit computersystem lavet et professionelt oplæg, så alle følte, de var med i en TV-udsendelse. Boje gjorde det ud for Sascha på et pianette, der virkeligt trængte til at blive stemt, men det gik alligevel. Det ene hold vandt, og halvdelen af holdets medlemmer fik præmier.
Først og fremmest skal vi ha’ noget vi kan grine af.
Og det kom med bingo’en. Bo blev udpeget som opråber. Og det gjorde han godt, selv om reglerne måtte ændres undervejs for at tilfredsstille deltagerne. Og det grinede vi så af. Mange vandt præmier. Først for en række, så for endnu en række, så for endnu en, og så for en fuld plade. Nogle vandt rødvin, andre vandt hæfter med tegninger, vi andre ikke måtte se, og nogle vandt romaner.
Flettede hjerter i guld og i sølv, konen vil ha’ sig en Glædelig Jul.
Formanden tyssede, og vi tav. Helge ville fortælle en historie fra det virkelige liv. Om hvorledes han havde klaget til Toms Chokoladefabrik over købet af et tørt og ucharmerende stykke marcipanbrød, der måske havde været udsat for en varmepåvirkning på mere end 16 grader, hvilket havde forårsaget, at vandet i brødet var fordampet noget. Han var spændt på, hvorledes eller om fabrikken ville reagere. Men der kom svar. En æske fra fabrikken med 10 stk. friske marcipanbrød og en pæn undskyldning underskrevet af Jannie. Tænk, som han konkluderede, man kan faktisk leve af et klage.
Nu rinder festen ud så’men, og ikke mer’ vi når.