Niels Wamberg

I en bygning lige ved Marmorkirken bor Niels Wamberg allerøverst. Meget praktisk, for til nabo har han Kunstnerforeningen 18. november, som han også er formand for. Her i kunstnerforeningens lokaler var Dansk Presseforbund inviteret til fremvisning af tre af Wambergs film. Kulissen var i orden med hvidkalkede vægge, højt til loftet, blotlagte spær og original kunst på væggene.

Inden filmene blev der serveret kaffe, og vi fik også historien om den berømte originale skulptur af Thorvaldsen Haabet, der var et finde lige inden for døren. Den er et selvportræt - en ældre Thovaldsen valgte at portrætere sit yngre jeg. Wamberg fortalt også om foreningen, der blev stiftet i 1842, og dermed i dag er en af Danmarks ældste foreninger.
De tre film var vidt forskellige med kunstnerens blik for smukke kvinder som eneste gennemgående tema. Den første film La Misa handlede om den messe i Santiago de Compostela pilgrimme fra hele verden valfarter til for at opleve. Scenen med verdens største vildt svingende røgelsekar gav tilskuerne et godt sug i maven.

Den næste film Qué tal una taza de Café? var mere ovre i formidlingsgenren. Vi kom på en interessant rejse gennem kaffens tilblivelse fra plukning til færdigt produkt. Filmen var propfyldt med fakta, men var ikke desto mindre nærværende hele vejen igennem. Vi var mange, der lærte noget om kaffe!
Den sidste film 64 år og 63 dage tog med udgangspunkt i en nutidig parade i Polen fat i Warszava-opstanden i 1944. Wamberg virker som fortæller over en kronologisk gennemgang med billeder og lyd fra begivenhederne under anden verdenskrig. Vi hører både Stalin og Churchill. Sammenklipningen med paraden aktualiserer filmen og gør det svært at bevare afstanden til de forfærdelige hændelser. Det er stadig noget, der fylder meget i polakkernes liv.

Aftenen blev afsluttet med en snak om Jazz, da Wamberg også er aktiv på radiostationen Radio Jazz. Her kunne mange medlemmer stemme i, mens de nød en kold øl. Derefter var det ud i novembernatten med nye oplevelser i bagagen.