DP’s besøg i EU Parlamentet og Kommissionen.EU Besøg 2017På billedet ses 18 af de 19 deltagere i turen. 1 deltager kom senere. Se yderligere billeder i slutningen af artiklen. 

Dansk Presseforbunds tur til Europa Parlamentet & Kommissionen den 30. og 31. maj 2017

DAG 1.

At stå tidligt op, det er noget Dansk Presseforbunds medlemmer er gode til. Det beviste 18 af DP’s medlemmer, nemlig dem der havde meldt sig til EU turen, ved at møde i Kastrup lufthavn omkring kl. 04.50, og alle kom næsten rettidigt. Da alle var tjekket ind på forhånd, så kunne alle gå direkte til sikkerhedstjek. Vi skulle flyve med Brussels Airline SN 2268 kl. 06.50, så der var masser af tid til at nå en kop morgenkaffe inden afgangen. Flyet fløj til tiden og vi ankom til Zaventem Lufthavn (Brussels Airport) kl. 08.25.

 

Buschaufføren som skulle hente os var ikke på det aftalte sted i lufthavnen, men efter diverse telefonsamtaler med forskellige personer, som fra Kommissionens side stod for afhentningen, lykkedes det at finde chaufføren, som så hentede os. Efter ca. 20 til 25 minutters kørsel igennem Bryssel ankom vi til EU Parlamentet, hvor vi blev taget imod af Presseattache Jacob Lolck, der hjalp os igennem sikkerhedstjekket (samme system som i lufthavnen), hvorefter vi begav os til det mødelokale, som hele denne dag skulle være vor base, og hvor vor håndbagage blev opbevaret, idet der ikke havde været tid til at runde hotellet for at læsse håndbagagen af.

Jacob Lolck informerede lidt om EU Parlamentet samt forskellige praktiske råd og anvisninger om, hvordan vi skulle bevæge os rundt i Parlamentsbygningen.

Kl. 11.00 ankom MEP Christel Schaldemose (S) som er medlem af Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet (S&D), og som underholdt os en time om sit mangeårige arbejde i EUregi og det var så absolut ikke kedeligt, og spørgelysten fra medlemmerne var meget stor.

Kl. 12.00 begav vi os ud på en spændende rundtur i Parlamentet ledet af Jacob Lolck, hvor vi hørte om pressetjenesten, så AV-faciliteter og besøgte Plenarsalen samt mange andre spændende områder af denne meget store Parlamentsbygning.

Kl. ca. 13.15 til 14.45 var Parlamentet vært med en lækker frokost i Parlamentets kantine.

Kl. 15.00 Tilbage i vort lokale igen, hvor direktør Søren Toft fra Toft kommunikation fortalte meget levende om Politisk interessevaretagelse, hvordan vinder man i EU? Spørgelysten var også her meget stor og vi kom langt omkring.

Kl. 16.00 sluttede parlamentsbesøget med et besøg i Parlamentarium/Huset for Europæisk Historie (Museum), hvor man også skulle igennem et sikkerhedstjek for at komme ind. Nogle orkede ikke dette og valgte at nyde lidt belgisk øl på pladsen ved parlamentets hovedindgang. Da besøget var vel overstået af os, der stadig havde kræfter i behold, tog vi næsten alle taxaer til vort hotel, First Euroflat Hotel, som lå lige ved Kommissionsbygningen, nogle valgte dog at gå.

Efter at have ”nettet” os på hotelværelserne begav de fleste af os til fods ned til Restaurant L’ Esprit De Sel Brasserie, en gåtur på lidt over en halv time. Hyggeligt sted, hvor dagens indtryk blev fordøjet sammen med den lækre mad og drikkelse. Listede tilbage til hotellet efter spisningen, hvor nogen sluttede af med endnu en lækker belgisk øl på en cafe lige overfor hotellet, og hvor nogen gik direkte på hotelværelset, mættet af dagens oplevelser.

DAG 2.

Efter en kort nats søvn, igen tidligt op for at spise morgenmad, idet vi blev afhentet på hotellet kl. 08.15 af Angelina Dalkala og Christina Oldman fra Kommissionens besøgstjeneste og som ville være  sammen med os hele dagen som vore guider. Sammen spadserede vi næsten alle i det gode vejr de ca. 150 meter over til Berlaymont bygningen (Kommisionens bygning), hvor vi igen skulle igennem det irriterende, men nødvendige sikkerhedstjek, inden vi kom rigtig ind i bygningen og blev vist op til mødelokale JREY, 1.sal som var vor base hele dagen.

Kl. 08.30 Introducerede Christina Oldman os for dagens program, og der blev budt på kaffe og vand med høflig selvbetjening.

Kl. 09.00 kom medlem af gruppen af foredragsholdere fra generaldirektoratet for kommunikation Jacob Langvad til lokalet, som fortalte os om EU’s udøvende politiske organ og hvidbogen om Europas fremtid. Spørgelysten var stor og det skete på en engageret og til tider morsom måde, som dog for nogle ikke var tilstrækkelig spændende, idet de var meget trætte fra 1. dagens mange møder. Det var derfor meget velkomment, at der blev holdt en kort pause fra kl. ca. 10.20 til 10.30.

Kl. 10.30 kom Direktør Birgitte Markussen, med ansvar for Afrika og tjenesten for EU’s optræden udadtil, til lokalet. Hun fortalte bla. om de store flygtninge problemer som EU forsøger at løse så godt som muligt. Flere medlemmer spurgte ind til, hvad EU havde tænkt sig at gøre med hensyn til det religiøse aspekt i indvandringen. Efter megen debat sluttede mødet kl. 11.30.

Vi vandrede herefter til the Midday Briefing som skulle starte kl. 12.00 i pressesalen.

Kl. 12.00 sad vi i salen og ventede, sammen med andre pressefolk og øvrige Kommissionsgæster, på at nogle af Kommissærerne skulle dukke op i lokalet. Ligeledes ventede de 28 translatører i deres bokse på at få noget at oversætte. Mennnnn efter at have ventet i 3 kvarter, uden at der skete noget, besluttede vore guider, at vi var nødt til at forlade salen for stadig at holde vort program. Vi gik derfor til Berlaymont-bygningens kantine hvor Kommissionen var vært med lunch-billetter pr. næse til 15 euro. En person forsvandt, idet vedkommende var nødt til at skulle ud og ”trække vejret”, hvilket gav vore guider dårlige nerver, idet de var ansvarlige for at holde os samlet. Vedkommende blev langt om længe fundet, og alt åndede igen ro og fred, og vi gik samlet tilbage til vort mødelokale.

Kl. 14.00 kom Europa-Kommissionens vicecheftalsmand for service og pressekontakt Alexander Winterstrin på besøg i mødelokalet. Han informerede om Kommissionens kontakt til pressen, og gav gode tips om, hvordan medlemmerne kunne få mere at vide om Kommissionens arbejde, og hvordan man som enkelt pressemand/dame ville kunne få adgang til Kommissionsbygningen fremover. Spændende møde med en fra Generaldirektoratet for Kommunikation. Efter en times info og spørgen holdt vi et kvarters pause.

Kl. 15.15 ankom Kommissæren for konkurrence Margrethe Vestager til mødelokalet, og hun gik mødebordet rundt og hilste på samtlige medlemmer, inden hun satte sig på sin stol og begyndte at fortælle om sit job med, at holde øje med de store multinationale selskabers gøren og laden, og hendes forsøg på at få dem til at ”opføre sig ordentlig”. Vi havde også fået opfattelsen af, at hun i Kommissionen blev betragtet som en stjerne man lyttede til med stor respekt. Efter omtrent en times fantastisk møde med Kommissæren, var vi desværre nødt til at stoppe de spørgelystne medlemmer, idet vi havde et fly vi skulle nå.

Gik tilbage til vort hotel, hvor vor håndbagage havde stået hele dagen. Hentede den og ventede på bussens ankomst.

ca. 17.00 ankom bussen. Kørte igen igennem Bryssel, passerede det gamle og nye Nato Hovedkvarter på vejen. Ankom tidligt til lufthavnen, hvor vi ville forsøge at få ændret 3 billetter for 3 medlemmer til samme afgang, som alle os andre. Det lykkedes, takket være en venlig medarbejder fra Brussels Airline, til gengæld måtte vi efterlade 1 person som kom med en flyver 1 time senere, synd for ham der senere på natten skulle videre til Bornholm, og først ankom der dagen efter.

Medens vi fløj hjem i solnedgangens skær, godt brugt, men for fleres vedkommende noget klogere på hele EU projektet, så tror jeg at flere tog sig en rigtig stille slapper til jetmotorernes konstante rolige brummen.

Stor hilsen til alle deltagere fra jeres ”guide”

og bestyrelsen, der takker alle for en god tur.

Foto fra besøg Brussel 2017 2 Side 1 1

 

Foto fra besøg Brussel 2017 2 Side 2 2

_____

Foto fra besøg Brussel 2017 2 Side 3 3

___

_______

Foto fra besøg Brussel 2017 2 Side 4 4

____

Foto fra besøg Brussel 2017 2 Side 5 5________________________________________________________________