Bent Westergaard har spillet All of Me for sidste gang

En kombination af lungesygdommen KOL og cancer betød, at Volvo Danmarks mangeårige informationschef, Bent Westergaard, ikke vågnede efter den anden operation.
Han ville være fyldt 78 år på fredag.
Bent blev bisat fra Lindevangskirken på Frederiksberg torsdag den 6. ds. klokken 14.



Bent Westergaard var barn i Århus, og på ’Stiften’ blev Bent lige som sin far journalist. Men det blev bilbranchen, der blev hans virkefelt – først hos Ford Motor Co., siden hos Volvo Danmark. Trods importør-ansættelse tænkte Bent altid journalistisk. Han vidste, hvilke oplysninger, pressen ville have, og han arbejdede ud fra devisen: ”Jeg ved ikke alt, men jeg skal sørge for, du bliver ringet op af en, der gør det.” Inden for mindre end en time havde man som motorjournalist en højtplaceret tekniker fra Gøteborg i røret.
Volvo blev Bents liv. Efter Harry Motor Jensens afgang blev Bent Westergaard Mr. Volvo herhjemme. Hans bedste år var under den karismatiske koncernchef Pehr H. Gyllenhammar, som Bent var uofficiel medierådgiver for. I Danmark dækkede B.W. sine skiftende direktører ind. Han skrev deres taler og kunne skaffe alt. F.x. Eddie Skoller eller Los Paraguaios til en festaften eller 50 limousiner, når det officielle Danmark fik gæster. Han var pot og pande med beslutningstagerne inden for bl.a. SAS, Sterling, Rigspolitiet, Danmarks Radio, Den kongelige Staldetat, Tivoli og sportens verden. Bent Westergaard var en lang periode international håndbolddommer.

Han elskede swingmusik. Faktisk var han så godt inde i jazzen, at han selv trakterede pianoet i barer rundt i verden, når den professionelle holdt pause. Et billede på min nethinde tegner sig af en mand bag et klaver i en jazzklub i New York – med en Prince, der røg sig selv i askebægret, mens Bent gav ”All of me”. Han spillede som en drøm – men aldrig med noder.
En gang tog han journalisterne med Sterlings lille jet til et arrangement i Finland. På vejen hjem efterlyste gæsterne lidt hygge til maden. Op af lommen tog Bent et lille legetøjspiano og spillede ”All of Me”. Bents faste stewardesse kvitterede med at sænke kabinebelysningen og stille fyrfadslys på hver bakke. Tænk, hvis folk i andre fly havde set ind gennem ruderne på SBT: ”De får hummer, der er stearinlys og en mand, der spiller på klaver!”

Arbejdet med at styrke Volvos image over for journalisterne førte ham kloden rundt. Ud over Volvo Personbiler arbejdede han for Volvo Lastbiler, Volvo Marine og entreprenørmaskiner. Han havde også Volvos sponsorering af golf- og hestestævner. Da Volvo fik markedsføringen af Renault, tog han på sprogkursus i Frankrig. Men det blev aldrig til mere end ”Deux bierre, si’l vous plais.”

Mennesket Bent var stort. Han huskede vennernes mærkedage og blev i flere journalisthjem en del af familien. Bent var den sjældne type, som ikke kvittede sine venner, når de ikke længere var i branchen. Bent holdt ved, så længe helbredet rakte. Bent Westergaard gav meget, men modtog mindre. Han gav alt til Volvo og vennerne: ”Why don’t you take all of me…”
Bent efterlader sig sin muse Ellen, sønnen Bjarne og fætteren livlægen Aage Vestergaard – W’et var faktisk en skrivefejl.

NB! Bent blev meldt ind i det daværende Dansk Presse Medarbejder Forbund (nuværende Dansk Presseforbund) den 30/12 1976, og var et trofast medlem af Forbundet i over 34 år.

Æret være hans minde