Besøg hos Bella Center og Sky
Sugasini Sooriyakumaran var vært ved vores rundvisning på Bella Center og derefter på Hotel Bella Sky. Pressechefen præsenterede det hele rigtigt godt og med indlevelse - det var tydeligt, at hun kendte meget til stedet
Vi fik en grundig fortælling om stedets historie helt tilbage til den tid, hvor det lå på Bellahøj. Besøgets højdepunkt var dog - i bogstavelig forstand - udsigten fra Bella Sky Bar.
Femten personer fra Dansk Presseforbund var mødt op, og Peter Brandi var manden bag det vellykkede arrangement i Bella Center, hvor vi kom godt rundt i de store bygninger. Vi fik set de faste udstillinger omkring fashion og design. EU-formandskabet var stadig tilstede i bygningen, så der var også en del steder, vi kun kunne se udefra.
Værtinden forklarede os, at Bella Center er i stand til at modtage mange tusinde gæster ad gangen, og at bygningern er vært for forskellige udstillinger hvert år. Som noget nyt kommer bogmessen nu også til at foregå i Bella Center - før foregik den i FORUM, der i øvrigt er en del af samme koncern.
Indretningen i det store lokaler er baseret på moduler, så der kan oprettes mødelokaler til enhver lejlighed. Området er meget fleksibelt, og Bella Center kan levere full service, så udstillere kan overlade logistik, mad og meget andet til Bella. Udstillerne skal bare medbringe det, de gerne vil udstille, så kan Bella Center klare resten.
Bella Center var undnyttet til det maksimale under klimakonferencen COP15 i 2009, og satser på i fremtiden igen at huse arrangementer i den størrelsesorden. Mulighederne for at tiltrække de allerstørste messer og begivenheder er også blevet forbedrede siden 2009 - ikke mindst med Hotel Bella Sky i samarbejde med Comwell. Nu er erhvervsturismen og konferencer en central del af virksomhedens ydelser.
Vi fik lov at nyde den gode udsigt, og da vejret var klart, kunne vi se ud over Amager og København både fra et værelse og fra baren øverst på Bella Sky. Vi sluttede dog af i stuen med en god sandwich og lidt drikkevarer. Et godt arrangement på en dejlig dag.
FOTOS: Peter Brandi