Danfoss på Als
Tirsdag den 10. maj 2011 var 19 medlemmer på besøg hos Danfoss i Nordborg på Als. 16 af os var kommet fra København, med en enkelt pick up i Fredericia, med Kristian ved rattet i vores minisbus. Resten støtte til ved Danfoss. Vi startede fra Valby Station kl. 07.00, for at være fremme i Nordborg kl. 11.30. Her blev vi modtaget af Georg Meister fra Danfoss informationsafdeling.
Efter en kort introduktion fra Communication Advisor Lisa Pilgaard, oppe på 10 etage, blev vi ført ned i direktionens kantine til en dejlig buffet med alt, hvad hjertet kunne begære af lækkerier.
Herefter tog Ole Daubjerg over og fortalte om den krise Danfoss netop havde været igennem, men fortalte at de nu igen var på ret køl. Der blev fortalt om Danfoss markeder og fabrikker rundt omkring på kloden, samt hvilke produkter der ville blive produceret i fremtiden. Danfoss har fabrikker i Østeuropa, Rusland, Kina og i Brazilien.
Georg Meister tog over igen, for vi skulle da lige se udsigten over Als fra husets ”tagterrasse”, som var fantastisk. Turen gik videre til en af fabriksafdelingerne tæt på hovedsædet, hvor der blev fremstillet ventiler. Georg fortalte, at hvert enkelt produkt skulle være 100% fejlfri, inden det forlod Danfoss, et virkelig godt princip.
Herefter gik det til det mest historiske, til gården i Elsmark, hvor grundlæggeren Mads Clausen blev født i 1905. I 1933 vendte han tilbage til gården, for at starte egen virksomhed, som blev til Danfoss.
Herefter blev vi sluppet løs i oplevelsesparken Danfoss Universe, som Kronprinsesse Mary indviede i 2005. Det var fantastisk at se kreativiteten i parken. Det var som om tegneren Storm Pedersen havde haft en finger med i spillet.
Besøget var slut, og derfor fortsatte bussen til Sønderborg, som vi lige rundede. På vejen over tog vi motorvejen, men på hjemturen var der stemning for, at tage færgen fra Fynshavn til Bøjden. Et dejligt afbræk i turen. Vi rundede Nyborg og herefter over broen til Sjælland, med ankomst til Valby Station kl. 21.15
En interessant tur var til ende og Kristain klarede kørslen vældig fint.
|
|
|
|
|
|
|
||
|
||
|
||