Faglig stolthed efterlyses

Af Kristian W. Danielsen

Illustration af Henriette W. Danielsen

Hvor blev den faglige stolthed blandt journalisterne af?

Når et emne, man har forstand på eller som let kan kontrolleres, engang imellem berøres i medierne, har jeg ofte undret mig over, hvor dårligt den skrivende journalist har sat sig ind i tingene.

Jeg ved ikke om det er dovenskab, tidspres eller bare fuldstændig ligegyldighed overfor det job der skal udføres, der er skyld i problemet, men jeg synes det er et stort problem, da den almindelige borger jo, af en eller anden grund, har en tendens til at tro på hvad han læser. 

Lad mig give et par eksempler.

Forleden skete en tragisk flyveulykke i Skrydstrup, hvor en passager under en polterabend-flyvning omkom og en pilot kom svært til skade.

BT bragte i dagene efter adskillige artikler om ulykken, bl.a. en hovedhistorie på deres netavis, hvor budskabet var, at det ikke var nogle træer, flyet havde ramt, der var skyld i ulykken.

Det burde være klart for enhver at det ikke var nogle træer, der var skyld i ulykken. Årsagen til ulykken skal selvfølgelig findes i, at piloten af endnu uopklarede årsager, fløj så lavt at han ramte nogle træer og derefter forulykkede.

I artiklen beskrives det endvidere, at det var en særdeles erfaren pilot, med mere en 11000 kilometer i flyvebogen, der førte flyet.

Man behøver ikke være pilot eller have speciel forstand på flyvning, for at kunne gennemskue at en pilot med 11000 kilometer i luften ikke er særdeles erfaren. Der er selvfølgelig tale om 11000 timer og selvfølgelig er det flyvetimer der føres i en pilots logbog.

Min pointe er, at hele artiklen er venstrehåndsarbejde som det er trist, at en journalist vil aflevere og at en avis vil bringe.

En anden artikel skrevet af en uprofessionel journalist, blev bragt i Berlingske for nogle år siden.

Artiklen handlede om Stein Bagger der overgav sig til politiet i Los Angeles.

Artiklen beskrev malende Stein Baggers besvær med at blive taget alvorligt af den vagthavende politimand på politistationen i LA. Udførligt beskrives det, at først da ærmet på hans Armani jakkesæt glider op og afslører et særdeles dyrt Rolex guldur, lader betjenten sig overbevise om, at det faktisk er storsvindleren han står overfor.

Hele historien lyder ganske plausibel og læseren har ingen grund til at tvivle på, at det faktisk er sådan det er gået til. Læseren vil, hvis han da ikke som jeg også er TV-seer, herefter leve i lykkelig uvidenhed om sagens rette sammenhæng. Da TV om aftenen viser overvågningsoptagelser fra politistationen, viser billederne nemlig Stein Bagger iført cowboybukser og t-shirt gående frem til skranken, hvor han ganske udramatisk melder sig selv.

Disse eksempler er ikke draget frem fordi de er specielt vigtige, men fordi det her er muligt for enhver at afsløre fejlene. Jeg vil vove den påstand, at langt de fleste artikler i dagens aviser er behæftet med lignende fejl og det synes jeg er skræmmende.

Det ville være rart, hvis den magt og indflydelse det giver at komme til orde i massemedierne, reflekteredes i journalisternes professionelle stolthed og ansvarsbevidsthed.